Køkkenskriveren

Friday, February 07, 2014

KØKKENSKRIVEREN marts 2014

KØKKENSKRIVEREN ...... med mere lækkert

Redaktør: Liselotte Thøgersen

Blog med tidligere opskrifter: http://kokkenskriveren.blogspot.com

Nogen siger der er for meget – andre siger der er for lidt – og nogen siger, at der slet ikke skulle være noget! Og hvad er det så Køkkenskriveren bringer på banen? Det handler om tv-programmer og naturligvis programmer om mad. I længden og mængden er jeg enig i, at det kan blive for meget af det gode eller det onde, men jeg mener bestemt også, at der er mad-programmer, som er værd at se på. De kan være særdeles underholdende, vel især når den køkkenerfarne studievært er charmerende at lytte til og se på – f.eks. James Price. Programmer, hvor der konkurreres kan være spændende, især hvor køkken- og kogebegejstrede amatører deltager, eller hvor for den sags skyld professionelle er med, som f.eks. BBC’s ”Masterchef”. Den originale BBC idé er nu eksporteret til adskillige andre tv-stationer med mere eller mindre held, synes jeg. Et eller andet sted er den britiske udgave bare mere enkel og ligetil. Og ja, jeg ser gerne madprogrammer, for jeg skal jo indhente inspirationen til Køkkenskriveren et eller andet sted, ikke sandt! Opskrifterne i programmerne kan man slå op på Internettet (en guldgrube med millioner af opskrifter), så man behøver ikke længere sidde parat med blok og blyant. Det jeg først og fremmest bider mærke i, er de små ofte vigtige tips til behandling, tilberedning eller blanding af ingredienserne. Der kan man lære meget, og derfor er jeg fan af mad-programmer. En af nedenstående opskrifter stammer faktisk fra en af ”Spise med Price” programmerne. Vi spiser ikke så meget fisk, men denne kunne jeg og ej heller min mand, som bestemt ikke er fiskefan, stå for. Og så får I lige endnu et par lækre, nemme og hurtige opskrifter beregnet til 4 personer, så lad mig starte med mit bud på en forret:
Avocado salat med små rejer
2 modne – ikke overmodne avocadoer
1 rødløg
saft af en citron
150 g rejer (jeg brugte de små grå)
8 vagtelæg eller 4 hønseæg
4 blade romainesalat til anretning

Kog æggene til de er smilende. Køl dem af. Hak rødløget. Skær avocadoerne i smukke tern og bland dem med løg og citronsaft smag til med salt og peber. Anret portionsvis salaten på et romaineblad, læg rejerne smukt ved siden af sammen med æggene skåret i halve eller kvarte. Det er nemt, ser delikatt ud, smager godt og er vanvittig sundt. Hvad mere kan man forlange end et lille stykke brød til.
* * * * * * *

En robust salat er aldrig at foragte. Denne kan næsten gøre det ud for en frokost- eller forret.

Spidskålssalat
½ spidskål
1 æble
1 rødløg
25 g solsikkekerner
kerner af et granatæble
Dressing af olivenolie, citronsaft, sennep, salt og peber

Start med at riste solsikkekernerne på en teflon pande under omrøring til de bliver gyldne og køl dem af. Snit spidskålen fint, skær æblet i tynde både eller firkanter, snit løget fint og pres kernerne ud af granatæblet, tilsæt solsikkekerner og bland hele herligheden. Rør dressingen sammen og hæld den over de gode sager. Den må meget gerne stå og trække en times tid, inden den serveres. Granatæblet var nyt for mig, men det smager skønt og friskt, og det pynter gevaldigt i salaten.
* * * * * * *
Og her kommer så fisken – nemt og et rent lækkeri!

Smørstegte søtungefilleter
8 pæne søtungefilleter *)
rigeligt smør
1 saftig citron
Lidt mel krydret med peber (salt se nedenfor)

Drys filleterne let med salt og lad dem stå i et kvarters tid (et James Price tip!). Vend dem derefter i lidt mel tilsat peber. Brun smøret på panden og kom fisken på. Steges i 2 minutter på hver side. Tilsæt eventuelt mere smør, og hæld straks citronsaften på. Drys måske med lidt persille og spis f.eks. små kogte kartofler. Jeg portionsanrettede filleterne på dampet spinat tilsat lidt hvidløg og små grå rejer. Et rent festmåltid.
*) søtunge er en temmelig dyr fisk, og filet af rødspætte kan naturligvis også bruges. Tippet med at salte fisken først gør, at den, om jeg så må sige, sætter sig en smule og bliver nemmere at håndtere.

HUSK at Køkkenskriveren meget gerne vil have netop din yndlingsopskrift!!

Send mig en mail – så kommer din opskrift med i bladet!