Køkkenskriveren

Sunday, January 10, 2010

Køkkenskriveren februar 2010

KØKKENSKRIVEREN .......... om mad med mere

Redaktør: Liselotte Thøgersen
E-mail: liselottethogersen@gmail.com
Blog med tidligere opskrifter:
http://kokkenskriveren.blogspot.com

Så kom vi i gang med det nye år 2010! Forhåbentlig et godt et – tallet ser i hvert fald godt ud på tryk. Men det er også et år hvor mad ikke kun handler om, at det skal være sundt og grønt og fedtfattigt, nej nu skal det minsandten også være politisk korrekt, hvad vi lægger i indkøbskurven – og ikke bare det – det skal også være klimavenligt og CO2 nedsættende. Puh! Det er faktisk efterhånden blevet lidt af en videnskab at være ansvarlig for familiens indkøb og madlavning. Turen til supermarkedet er krævende, for der skal læses etiketter og findes ud af, hvad varen indeholder, hvor den kommer fra, hvornår den er pakket, hvor længe den kan holde, og endelig om der er snydt på vægten, snydt med fedt- eller sukkerindholdet osv osv. Det kræver tid, som de fleste ikke har for meget af, og med et par medfølgende utålmodige unger, halvtrætte af dagens aktiviteter i børnehave og skoler, kan det gå hen og blive lidt af et mareridt for enhver velmenende forælder!! Ak, ak – jeg har ikke hverken løsningen eller opskriften på den del af hverdagslivet, så det må I selv finde ud af. Derimod kan jeg give jer nogle gode tip og opskrifter, og det vil ”Køkkenskriveren” så henholde sig til i de kommende måneder.

Lidt om bønner og linser .....
Vinteren er den absolutte årstid for disse meget sunde og nærende dimser, som mennesker har indtaget i årtusinder. De er meget rige på protein, jern og diverse mineraler, og så kan de indgå i et utal af tilberedninger. De kan købes tørrede eller på dåse, og selv de mest konservative gastronomer mener, at bønner og linser på dåse let kan hamle op med de tørrede. Insisterer man på de tørrede så vid, at bønner uanset kulør skal ligge i blød i adskillige timer, før de koges, medens tørrede linser kan bruges direkte fra posen efter en grundig afskyldning. Er man vegetar er bønner og linser en meget væsentlig kilde til protein. Og vi andre kødædende kan spare på køernes CO2-udslip (ja, jeg mener prutter!) ved at spise disse vegetariske sager istedet for hakkebøffen og steak’en! Se her hvad de indeholder af gode sager:
Bønner pr. 100 g: Protein 6 g, kulhydrater 16 g, fedt 0, fibre 8 g, magnesium 50 mg, calcium 60 mg, jern 2 mg.
Linser pr. 100 g: Protein 7 g, kylhydrater 17 g, fedt 0, fibre 3 g, jern 2 g.

..... men livet skal jo ikke være så kedeligt, så her kommer en virkelig herlig opskrift på chili con carne med røde kidney-bønner. Denne opskrift er lidt mere raffineret end de fleste, synes jeg, og ideen med frisk korinander i retten og limesaft og crème fraiche på toppen gør den ekstra delikat! Det er rigtig god og uhøjtidelig gæstemad. God fornøjelse!









CHILI CON CARNE
(6-8 personer)

2 spsk olivenolie
2 hakkede løg
2 knuste fed hvidløg
1 kg magert hakket oksekød
2 glas rødvin
2 x 400 g dåser hakkede tomater
3 spsk tomatpuré
2 røde chili’er, tyndt skåret
(eller 3-4 spsk tørrede chili frø)
1 tsk stødt kommen
1 tsk stødt koriander
1 kanelstang
god gang Worcestershire sauce
1 oksebouillon-terning
Salt og peber
2 x 400 dåser røde kidney bønner uden væde
1 stort bundt frisk koriander hakket groft
limefrugter i både
crème fraiche (altså sur fløde!)

1. Varm olien i en stor, tung gryde og sauter løg og hvidløg indtil de er bløde. Skru op for varmen og kom kødet i – steg det hurtigt til det er brunt og grynet. Hæld rødvinen på (tag et glas til dig selv!!) og lad det koge 2-3 minutter.
2. Tilsæt dåsetomater, tomatpuré, frisk chili eller chili frø, stødt kommen, stødt koriander, kanelstangen og Worcestershire sauce samt bouillonterningen. Krydr med salt og peber. Lad det koge op og lad retten simre under låg i 50-60 minutter indtil den har tyknet lidt. Rør af og til. Tilsæt bønner og groft hakket koriander. Lad det koge videre i ca. 10 minutter. Smag til og server med limefrugter i både og crème fraiche i en skål.
3. Nogen vil have ris eller kartofler til. Jeg synes at et godt stykke brød og en skål flot grøn salat rækker. Og så kan retten med fordel laves dagen før – det smager den kun bedre af!!

PS! En vegetarisk variation er mulig med denne opskrift: Erstat kødet med 200 g champignon og 900 g blandede grøntsager f.eks. kartofler, gulerødder, auberginer, majroer eller selleri – alt skåret i grove stykker!

Gode tips og opskrifter modtages altid med glæde – send mig en mail!!