KØKKENSKRIVEREN for december 2013
KØKKENSKRIVEREN ....... især om
julemad!
Redaktør:
Liselotte Thøgersen
I
kender sikkert denne gamle Århus-historie: Hvorfor kan århusianerne ikke komme
ud ad døren i december? Det er (sæ’fø’li’) fordi julen står for døren! Og ja,
det gør den jo den jul. Endnu en gang skal vi begynde juleforberedelserne,
lytte til børnenes utålmodighed og se frem til en højtid i familiens skød.
Måske en hvid een af slagsen eller en ganske almindelig grå og halvvåd een.
Alligevel er det hyggeligt, når ilden blusser i pejsen, æbleskiverne bliver
vendt, juletræet båret ind, og gåsestegn måske til bag’ren sendt. De kendte
juesange begynder så småt at snurre i hovedet, og ja, der bliver travlt med at
finde de traditionelle jule-opskrifter frem. En glædelig jul skal det i hvert
fald lyde her fra Køkkenskriveren (en dag i november)!
MEN
måske har du slet ikke lyst til hverken æbleskiver eller gåsesteg eller for den
sags skyld den fede ris à l’amande! Så køkkenskriveren kommer her med et par
alternative opskrifter, sådan bare for at pirre jeres smagsløg. Så lad os starte
med en lidft anderledes jule-mandel-snack:
Salt-lakrids-mandler
200 g mandler med skind
3,5 spsk fransk havsalt eller anden
groft salt
2 dl vand
3 tskf lakridspulver * – gerne mere
Kog
vandet med salt, til saltet er opløst – det går ret hurtigt. Tilsæt mandlerne
og lad vandet koge op igen. Tag gryden fra varmen og lad det stå under låg i 15
minutter. Si vandet fra, og tør mandlerne let af med køkkenrulle eller i et
viskestykke. De skal være lidt våde. Fordel mandlerne jævnt på en bageplade
belagt med bagepapir, og drys dem godt
med lakridspulver. Sættes i ovnen ved 150 grader i 20 minutter. Køl dem af og
læg dem i en beholder med tætsluttende låg. Eller spis dem straks, pas på de er
vanedannende, men iøvrigt er mandler en meget sund spise – 15 om dagen siges at
være godt!
*
lakridspulver kan købes i Scanshop i Waterloo, og de har lovet at have rigeligt
på lager!
* * * * * * *
Flæskesteg
med rødkål er jo om noget en klassisk juleret, men også den kan få et twist –
se bare her!
Asiatisk
flæskesteg * (6 personer)
1,7-2 kg svinekam med grundigt ridset
svær
1 spsk stødt anis eller fennikelfrø
2 citrongræsstilke eller 10 limeblade
2 fed hvidløg
Salt og peber
Skær
sværen af stegen. Gnid kødet og bunden af sværen grundigt med anis, salt og
peber. Skær 2 cm bund og 4-5 cm top af citrongræsset, fjern evt. de yderste
blade og hak stilkene fint. Bruger du limeblade, hakkes de fint. Hak
hvidløsfedene fint. Fordel citrongræs og hvidløg på stegen og læg sværen på
igen. Læg stegen i et ildfast fad med bagepapir og sæt et stegetermometer i
stegen på det tykkeste sted. Sæt bradepanden i ovnen ved 225 grader (ikke
varmluft!) i 20-25 minutter, skru ned til 175 grader, og steg i 1-1,5 time til
termometeret viser 68 grader. Lad stegen hvile let tildækket og grill den lige
før servering, så sværene bliver sprøde. Hold godt øje med sværene hele tiden,
mens du griller! Hertil denne skønne og sunde salat:
Rødkål
marineret med ingefær og sesamolie
500 g fintsnittet rødkål
80 g porre i tændstiktynde stave
1 æble i bittesmå terninger
1 spsk skrællet og friskrevet ingefær
1,5 tsk mørk sesamolie
ca. 3 spsk friskpresset limesaft
ca. 2 tsk ahornsirop
salt
Kom
den snittede rødkål i en skål. Læg porrestavene i en anden skål og overhæld dem
med kogende vand, og lad dem trække i et minuts tid. Sigt vandet fra. Bland
rødkål, porre og æble og rør marinaden sammen af de øvrige ingredienser inden
den hældes over grøntsagerne.
*
Opskriften stammer fra en af Sonja Bocks og Tina Scheftelowitz’s herlige
kogebøger: ”Suveræne successer – greatest hits med ekstranumre” – alene titlen,
ikke sandt!
Og
til slut kan jeg ikke nære mig for at give jer denne herlige mandelkage, som
sagtens kan være et alternativ til ”ris à la mam”, som det hedder her i
familien.
Mandelkage med
bær
200 g sukker – evt. rørsukker
3 store æg
200 g fint malede mandler (mandelmel)
Creme
1,5 dl piskefløde
1,5 dl creme fraiche – den fede
1 spsk flormelis
1-2 tsk vaniljesukker
bær til pynt*
Pisk
sukker og æg sammen til en tyk creme. Vend mandelmelet i og hæld den i en
springform (24 cm), hvis bund er dækket med tilklippet bagepapir. Smør siderne
grundigt med smør eller olie. Bag kagen i 30-35 minutter ved 200 grader (160
grader i varmluftsovn). Lad kagen blive kold i formen på en rist.
Pisk
fløden stiv og rør den med de øvrige ingredienser. Når kagen er kold lægges den
på et smukt fad og overfladen dækkes med cremen – meget gerne dagen før
servering. Stil den koldt og pynt til sidst med bær efter ønske.
*
egentlig er det en sommeropskrift, hvor der bruges friske jordbær, men andre
frugter kan også bruges – det kunne måske være afdryppede syltede kirsebær for
at blive i de danske juletraditionernes tegn.
Rigtig glædelig
jul, godt nytår og bon appétit!