Køkkenskriveren

Tuesday, May 01, 2012

KØKKENSKRIVEREN MAJ-JUNI 2012

Køkkenskriveren ....... om mad med mere Redaktør: Liselotte Thøgersen E-mail: liselottethogersen@gmail.com Blog med tidligere opskrifter: http://kokkenskriveren.blogspot.com ”Det var så fedt” udtalte den berømte kok Rene Redzepi fra Restaurant Noma i København, da restauranten for 3. gang i træk blev udnævnt til verdens bedste! Tillykke med det! Ordet fed er pudsigt nok indgået i den danske slangordbog, som noget der er meget godt – altså en positivering af et ord, som i gastronomisk sammenhæng ellers er blevet lidt af et fy-ord. Fed mad er stort set lig med usund eller ligefrem farlig mad. Egentlig er det synd, for det er bestemt ofte fedtet, som er med til at give maden den gode og fyldige smag lige fra det smukt fedtmarmorerede kød til den gode olivenolie og den gode piskefløde. Det er ligesom, at flæskestegen ikke er rigtig uden fedt, vel? Salaten uden den gode olivenolie eller julens risdessert uden piskefløde? Alting med måde naturligvis, men en gang imellem skal man vel have lov til at smæske sig, ikke sandt. Der er også noget der hedder livsglæde, og livsglæden kan i høj grad højnes med den gode fede mad ved festlige lejligheder, som sagtens kan være en almindelig onsdag aften med familien! I har nok bemærket, at Køkkenskriveren ikke går af vejen for fede ”fede” opskrifter af og til, således også denne gang, hvor sommerens komme er min undskyldning for festlighederne. Og så kan den gode fede mad jo være årsagen til at vi tager en ekstra tur på motionscycklen, går en lang tur i skoven, eller slår vor egen rekord i 10.000 m løb! Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! Som sagt er sommerens komme min inspiration til denne Køkkenskriver, så selvfølgelig starter vi med den klassisk danske Sommersalat 2 modne tomater ½ agurk 10 radiser 125 g rygeost 2 spsk mayonaise Salt og peber Purløg Tag kernerne ud af tomaterne, flæk agurken og skrab kernerne ud. Skær begge dele i små fine terninger. Skær radiserne ud i fine skiver – gem evt. nogle hele til pynt. Rør rygeost (den magre kan bruges, men den fede er bedst) og mayonaise sammen, bland tomat, agurk og radiser i og smag til med salt og peber. Spises på rugbrød med et drys purløg. * * * * * * * Dernæst en herlig ret, som vores gode ven Johannes har lært os at sætte pris på. Her hos os kalder vi den ”Johannes åbenbaring” – mere prosaisk Spidskål med bacon 1 stk spidskål 1 pakke bacon *) 2 dl fløde (evt. 1 dl fløde og 1 dl mælk) Godt med peber og evt. lidt salt Muskatnød Skær bacon i små stykker og brun dem i eget fedt. Skær spidskålen i meget små stykker og steg dem med bacon/baconfedtet under omrøring til spidskålen falder sammen – kålen skal ikke steges for meget, den skal have bid. Tilsæt fløde/mælk og lad det koge op. Smag til med lidt salt og godt med friskkværnet peber (sidstnævnte meget vigtig) og lidt reven muskatnød. Vil man have mere sovs tilsættes lidt mere fløde eller mælk. Serveres med lækre nye kartofler og/eller et godt rugbrød. Det er fyrsteligt! *) jeg flotter mig en gang imellem med at købe et stykke hjemmerøget bacon hos en god slagter og bruger ca. 150 g i fine små brikker. * * * * * * * Tilsidst får I en lækker og særdeles festlig sommerdessert, som jeg har skrevet om for år tilbage, men den er værd at repetere. Jordbær, jordbæris og Champagne 500 g friske jordbær lidt flormelis lidt citronsaft jordbæris Champagne eller Crémant af den tørre type Befri jordbærrene for den grønne ”blomst”, mos dem groft med en gaffel eller i blenderen og smag til med flormelis og citronsaft. Læg blandingen i bunden af 4-6 smukke glas på stilk, kom en flot klump god jordbæris ovenpå, server og hæld den boblende vin på ved bordet. Det ser flot og festligt ud og smager vidunderligt! * * * * * * * Det var så Køkkenskriveren for denne sæson – tak til alle som sendte mig dejlige opskrifter – send endelig flere! Jeg vil ønske alle en solrig og pragtfuld sommer! God appetit – og på glædeligt gensyn!