Køkkenskriveren

Saturday, October 09, 2010

Køkkenskriveren for november 2010

KØKKENSKRIVEREN – om mad med mere

Redaktør: Liselotte Thøgersen
E-mail: liselottethogersen@gmail.com
Blog med tidligere opskrifter:
http://kokkenskriveren.blogspot.com

Bruxelles er en fantastisk by. Overskuelig, uhøjtidelig, charmerende og en sand cocktail af alverdens kulturer. Det er – i mine øjne – det der gør Belgiens hovedstad til en hel unik og fascinerende by, hvor alverdens nationer sætter deres præg på gadebilledet, kulturudbuddet og ikke mindst byens gastronomiske liv, som det udfolder sig på restauranter, caféer og de mange markeder. Det er måske ikke verdens smukkeste by, og dog gemmer der sig små perler af gader og torve overalt. Bruxelles fortjener at blive udforsket i alle kroge! Sprogligt er byen også en udfordring. Snart snakkes der fransk snart flamsk, og på en tur igennem byens gader kan man lægge øre til alverdens sprog, hvis man slår dem ud. Pas på – der er også mange som taler dansk!!
Denne mangfoldighed giver også inspiration til ”Køkkenskriveren”. Så opskrifter fra mange lande og kulturer har også deres plads her. I denne omgang en dansk suppe, et græsk brød og en ungarsk gullasch!

Den danske suppe er en opskrift fra Dragsholm Slot i Odsherred, en af Danmarks nye gastronomiske højborge med særlig vægt på danske råvarer og iøvrigt stærkt inspireret af Restaurant Noma, hvortil de har tætte forbindelser.

Gulerods- og jordskoksuppe *
(10 portioner)

2 store skalotteløg – fint hakket
2 hvidløgsfed – fint hakket
1 stor dusk timian
1 dl hvidvin
6 dl hønsebouillon
4 dl piskefløde
200 g jordskokker – i skiver
500 g gulerødder – i skiver
1 citron
Chili og ingefær – efter egen smag
salt og peber

Sauter løg og hvidløg i lidt smør sammen med timian, tilsæt hvidvin og lad det koge et øjeblik, så alkoholen fordamper. Tlsæt så bouillon, jordskokker og gulerødder. Kog til grønsagerne er møre – ca. 20 minutter. Blend suppen, tilsæt fløde og kog suppen igennem til den er godt varm. Smag til med citronsaft, chili, ingefær, salt og peber.
* jordskokker hedder på fransk: Topinambours. På flamsk: aardperen (jordpærer direkte oversat).





Dette er en absolut original ungarsk opskrift. Retten har sit navn fra de magyariske ”cowboys”, som kaldes gulyas. En god veninde i Danmark (en fan af ”Køkkenskriveren!) har sendt mig den:

Ungarsk gullasch

750 g oksetyksteg eller inderlår i mundrette stykker
2 løg i ringe
2 grønne peberfrugter i tykke strimler
3 spsk svinefedt (olie kan bruges)
11/2 tsk sød paprika
3 flåede tomater i mindre stykker
2 fed knust hvidløg
1 tsk malet kommen
ca. 2 dl vand
4 kartofler
Salt og peber

Svits løg- og peberfrugtstrimler, drys paprikaen over – pas på den ikke brankes. Tilsæt kødet og vend det med grønsagerne. Kom tomater, hvidløg og kommen i og lad det koge nogle minutter under låg. Hæld så meget vand på, at det står i højde med indholdet og lad det snurre 15 minutter. Skræl imens kartoflerne og skær dem i terninger. Kom dem i gryden, og lad alle herlighederne koge 25-30 minutter. Skal det være ægte ungarsk, så skal der tilsættes små dej-ærter, som laves således: Pisk 1 æg med lidt salt og ca. 5 spsk mel. Det skal være en fast dej. Rul små ærter af dejen, kog dem i få minutter i letsaltet vand, tag dem op og put dem i gullach-gryden. Lad dem koge med i ca. 5 minutter. Server straks, og se det er en ægte gullasch!!

Og til begge retter er et godt brød jo sagen. Her er et græsk af slagsen, som Anne Glinos har sendt til mig:

Græsk landbrød (2 stk)

1 kg økologisk hvedemel
1 kg sigtemel
150 g gær
6 tsk salt
12 dl kærnemælk

Mel og mælk skal have stuetemperatur! Rør gær, salt og mælk sammen. Bland ¾ af melet i og slå dejen til den er glat og smidig. Sæt den til hævning et lunt sted, til den er blevet 3 gange så stor – ca. 2 timer. Tag den ud på køkkenbordet og ælt resten af melet i – ælt længe og grundigt. Del dejen i 2, som hver slås flade, fold den ene halvdel over den anden, så brøddene ligner halvmåner. Læg dem på en bageplade og skær 4 skråsnit i hver. Efterhæver 15 minutter. Drys lidt mel over og bag ved 200 grader i 5 kvarter på nederste rille. Bag evt. en halv portion – det kommer der et kæmpebrød ud af!

Tusind tak for mange spændende opskrifter!
Køkkenskriveren er altid modtagelig for såvel opskrifter som andre gode mad-idéer!
Send mig en mail – se ovenfor!