Køkkenskriveren

Wednesday, February 17, 2010

Køkkenskriveren for marts 2010

KØKKENSKRIVEREN ........ om mad med mere

Redaktør: Liselotte Thøgersen
E-mail: liselottethogersen@gmail.com
Blog med tidligere opskrifter:
http://kokkenskriveren.blogspot.com

”Vil du i verden frem så brok .....” gik man rundt og sagde engang! Og jeg har egentlig lyst til at brokke mig, fordi jeg nu i 3-4 år har opfordret læserne af bladet og ”Køkkenskriveren” til at sende mig opskrifter og gode råd. Jeg har indtil for få dage siden kun fået 2 e-mails (skriver TO) med gode råd, men vist ikke nogen opskrifter. Over 3-4 år!! Det er for dårligt venner!!
Her forleden var vi sammen i kunstgruppen, og der fik de kniven sat for struben. Og det var åbentbart lige det, der skulle til, for jeg har allerede modtaget indtil flere herlige opskrifter, og et par stykker af dem vil jeg dele med jer i denne udgave.
Jeg blev også spurgt, hvilke opskrifter, jeg gerne ville have. Svaret er enkelt:
Alt har interesse!
Så send mig opskrifter på brød og grød, supper og saucer, grøntsager og frugt, kød og fjerkræ, fisk og skaldyr, kager og desserter.
Gode råd har vi også alle brug for! Har du ideer til, hvordan man kan gøre livet lettere, sundere og bedre i køkkenet, så kom med dem.
Skriv i kort og pæcis form – jeg skal nok passe det ind i teksten!
Jeg glæder mig allerede – for dette lille opråb kan I da ikke helt ignorere, vel!!
Slut med brok! Til gengæld TAK for de mange rosende kommentarer, som jeg har fået på ”Køkkenskriveren” undervejs. Det varmer.
Men over til dagens tekst. Denne gang bliver det til et ordentligt græsk brød og en meget elegant forret!!

* * * * * * * * * *

Anne Glinos har sendt mig denne skønne opskrift og skriver, at hun ofte bager en halv portion, og det kommer der et stort flot brød ud af:

GRÆSK LANDBRØD – 2 stk.

1 kg bio-hvedemel
1 kg sigtemel *
150 g gær
6 tsk salt
12 dl kærnemælk *

Mel og mælk skal have stuetemperatur. Rør gær, salt og mælk sammen. Bland ¾ af melet i og slå dejen til den er glat og smidig. Sæt den til hævning et lunt sted, til den er hævet til det 3-dobbelte – ca. 2 timer. Tag dejen ud på køkkenbordet og ælt resten af melet i – ælt længe og grundigt. Del dejen i 2, som hver slås flade, fold den ene halvdel over den anden, så brøddene ligner halvmåner. Læg brøddene på en bageplade, skær 4 skrå snit i hver. Efterhæver 15 min. Drys lidt mel over. Bages ved 200 grader i 5 hvarter på nederste rille.
* fransk: farine blutée – flamsk ? (dansk sigtemel kan fås hos Scanshop i Waterloo)
* fransk: lait battu/fermenté (luxlait’s udgave er meget lig den danske kærnemælk) flamsk: Karnemelk.

* * * * * * * * * *

Ellis Hansen diverterer med denne elegante forret:

LAKS I NOILLY PRAT-SAUCE – 4 personer

8 skiver røget laks – ikke for tynde
4 store tsk lakserogn
1 stort rødløg
¼ l piskefløde
1 dl tør Noilly Prat (Vermouth)
1 spsk smør
1 knsp hønsebouillon-terning
1 knsp reven citronskal
1 tsk citronsaft
1 knsp peperoncini (stærk chili-peber)
1 knsp safran – pulver
Salt og peber
Frisk koriander el. bredbladet persille

Skær rødløget over på langs og skær det i tynde skiver. Svits dem i smør til de er bløde og tilsæt vermouth, citronsaft- og skal, bouillon, safran, peperoncini, lidt salt og til sidst fløden.
Sauces koges sammen i nogle få minutter, så safranens umiskendelige gule skær kommer frem, og peperonciniens smag kommer frem. Server på store tallerkener. Anret laksen og hæld saucen over, uden at den dækker helt. Drys med lakserogn, kværn hvid peber over, og pynt endelig med friske korianderblade eller persille ditto. Spis et godt brød til.

Velbekomme!! – og glem ikke at sende mig gode råd og retter!!
Min e-mail står ovenfor!!