Køkkenskriveren

Saturday, December 13, 2008

KØKKENSKRIVEREN Januar 2009

KØKKENSKRIVEREN .......... om mad og meget mere
(opskrifterne er til 4 personer, hvis intet andet er angivet)

Redaktør: Liselotte Thøgersen
E-mail: liselottethogersen@gmail.com
Blog med tidligere opskrifter:
http://kokkenskriveren.blogspot.com

Så kom vi endnu engang igennem festlighederne, og vi kan med frisk mod og oprejst pande tage imod udfordringerne i det nye år 2009. Vinteren er stadig over os, lyset er endnu sparsomt, men heldigvis er der ingen undskyldning for ikke at skabe lidt hygge indendøre. Og hvad er bedre end at tage plads ved et veldækket bord sammen med familien og vennerne. Og selv om man er ungkarl eller bare lejlighedsvis alene, er der minsandten ingen grund til at spare på hyggen! Et par stearinlys og en lille blomst kan gøre hele forskellen. Og selvfølgelig kan man bruge radioen eller tv’et som selskab i mangel af bedre. Der er jo ingen der ser det, vel?
Mens vi venter på alt det nye og friske fra marker, buske og træer må vi nøjes med at kaste os over vintersagerne, og de er faktisk slet ikke kedelige. Så her kommer en herlig hverdagsret med hvidkål. Et par gode venner, som jeg besøgte i november i København er, ligesom jeg selv, store tilhængere af god gammeldags mad, og de serverede denne herlige ret:

Farmors fars i fad med hvidkål og bacon

Tilbered en rigtig god frikadellefars af ca. 750 g kalve- og svinekød
½ fintsnittet hvidkålshoved
200 g fed bacon i tern

Afsmelt bacon i en varm gryde eller pande – tilsæt evt. lidt olie hvis der ikke er tilstrækkeligt fedt. Kom den snittede hvidkål i, rør godt og grundigt så bacon og kål blandes og svitses godt. Tilsæt ½ l vand - så kålen ikke brænder på. Lad kålen falde godt sammen – det tager vel 10-15 minutter. Glem ikke at vende og dreje undervejs. Hæld evt. overskydende vand fra. Smør et ovnfast fad – f.eks et rundt på ca. 20 cm i diameter med høj kant. Kom halvdelen af frikadellefarsen i – så al hvidkålen med bacon – og til sidst resten af farsen. Sæt fadet midt iovnen ved 180 grader og giv det en times tid. Server med en robust salat af f. eks. rå julesalat og kogte rødbeder med en sennepsdressing - drys med karse.

Og nu vi taler om salater, så kommer her en herlig én af slagsen – en rigtig god forret forresten:
Spinatsalat med skalotteløg og gedeostecreme

250 g fine spinatblade
200 g skalotteløg
2 spsk olivenolie
1 spsk honning
200 g cherrytomater


Til cremen:
80 g blød gedeost
1,5 dl creme fraiche (mager udgave)
Ca. 2 tsk mælk
Salt og pebber



Pil skalotteløgene, bevar rodskiven, og skær evt. større løg i mindre stykker. Steg dem i olie til de er brune og mørke. Tilsæt honning og steg under omrøring ca. 1 minut. Afkøl løgene.
Nip og skyl spinaten (her i landet slipper man for det sjaskeri – spinaten kan købes frisk og afvasket). Halver tomaterne. Til cremen røres osten med creme fraiche lidt ad gangen. Tilsæt mælk, hvis cremen er for tyk – den skal kunne flyde ud over salaten. Smag til med salt og pebber. Anret portionsvis eller på et fad: først spinat, så cremen og tilsidst tomater og skalotteløg. Overflødigt at sige måske – men spis et godt stykke brød til. (opskriften stammer fra ”Suveræne salater og brillante buffeter” af Sonja Bock og Tina Scheftelowitz – en fremragende bog, som jeg tidligere varmt har anbefalet).

Endelig en lille hygge-snack – verdens nemmeste og slet ikke usund:

Ristede græskarkerner med soya

200 g græskarkerner *
1 spsk god soyasauce eller teriyaki

Rist kernerne ved god varme under konstant omrøing på en tør pande. Når de begynder at ”poppe” og blive gyldne er de klar. Det tager ca. 5 til 6 minutter. Tag panden af varmen og tilsæt soyasauce eller teriyaki. Rør godt rundt, hæld kernerne i en skål og lad dem køle af. Jeg har serveret dem til en velkomstdrink masser af gange – hver gang stor succes!

* jeg køber økologiske græskarkerner i en herlig butik (udelukkende økologiske varer) i Rixensart: ”Autre chose”, Avenue John F. Kennedy 1. Den ligger i det meget lidt charmerende Kennedy-center lige overfor GB – bag ved Q8 tanken. Den er virkelig et besøg værd. De har alt fra frisk brød, ost, frugt og grønt til konserves, korn- og melsorter, kosmetik, teer, naturmedicin og meget mere.

Gode ideer og opskrifter bliver altid modtaget med glæde !
Send mig en mail – se ovenfor!