Køkkenskriveren

Monday, January 16, 2012

KØKKENSKRIVEREN for februar 2012

KØKKENSKRIVEREN ..... om mad med mere

Redaktør: Liselotte Thøgersen
E-mail: liselottethogersen@gmail.com
Blog med nogle tidligere opskrifter:
http://kokkenskriveren.blogspot.com

Det er blevet februar, og året er allerede blevet mere end en måned gammelt! Ved du forresten, hvorfor måneden hedder februar? Jeg kan fortælle, at der er to forskellige forklaringer. For det første skulle navnet komme af det latinske ord februare, som betyder renselse, for det var i denne måned, at romerne holdt deres renselsesfester med højdepunkt d. 15. februar. Andre mener, at måneden har navn efter en før-romersk, etruskisk gud Februus. Men det ene udelukker vel ikke det andet. Den gamle danske benævnelse var Blidemåned. Blid betød i denne forbindelse lys eller hvid - måske som sne. I vor kristne kultur er februar også fastemåned, der er karnevaller, og så er der jo faktisk også et par andre traditioner, som er værd at hæfte sig ved. F.eks. d. 2. februar, som er Kyndelmisse eller Missa Candelarum, som det så smukt hedder på latin – altså lysenes fest! Dagen er den katolske kirkes mindedag for Jomfru Marias renselse, da hun 40 dage efter fødslen efter jødisk skik fremstillede Jesus i templet. Eller d. 14. februar, Valentins Dag, som iflg. mit leksikon (fra 1988) fejres i England og Skotland, hvor ungdommen på denne dag valgte deres udkårne for det kommende år! Og så er der skuddagen, den ekstra dag, som indskydes i februar måned i skudår, og skuddagen er faktisk d. 24. februar og IKKE den 29. februar, som man kunne forledes til at tro. Så det er den dag , man skal ud at fri!! Og så skal jeg lige tilføje en lille gastronomisk tradition for Kyndelmisse, nemlig at man her i Belgien spiser pandekager på denne dag! Så blev vi så kloge!

* * * * * *
HVOR KOMMER DE DOG FRA? Ja, jeg spørger bare. Forleden bladrede jeg igennem min mappe med ”Liselottes samlede opskrifter” en samling med rødder helt tilbage i 70’erne, og der fandt jeg nogle, som jeg ikke aner, hvor stammer fra, eller hvem som har givet mig dem. Her får I tre styk, som forhåbentlig kan være til glæde for ganerne – de er gode!!

BOSERUPS SVAMPECREME
Det må vist være den berømte Henrik Boserup, som er mester for denne opskrift, som jeg har på et løsrevet ark: Svampe af alle slags dækkes af rødvin og koges ind med timian og hvidløg. Når de er færdige, piber de, når man rører ved dem. Så hakkes de groft eller fint, som man vil og røres med en anelse dijonsennep, creme fraiche, timian, reven citronskal og salt! Kan serveres til alle stegte kød- eller fiskeretter, og lur mig, om cremen ikke smager godt smurt på et stykke ristet brød, som en lille lækkerbid til aperitifen!
* * * * * *



GROVE FISKEFRIKADELLER (nedskrevet i hånden)
600 g hvid frisk fisk f.eks torsk
50 g røget laks
krummen af 2 skiver hvedebrød (blødes ud i lidt mælk)
1,5 dl letmælk
1revet løg
2 æg
1 spsk kartoffelmel
1 knivspids reven muskatnød
1-1,5 tsk salt
Peber
Håndhak fisken inklusive laksen groft – det er det bedste. Røres sej med saltet, og så tilsættes de øvrige ingredienser. Lad farsen hvile en halv times tid og form 20 ”deller”, som steges i en blanding af olie og smør. Server med kartofler og en salat af revne gulerødder og selleri med en senneps-vinaigrette-dressing.

* * * * * *
og så tar’ vi lige BEDSTES FRANSKBRØD (også på et løsrevet ark)
500 g hvedemel
3 dl sød- eller kærnemælk
30 g margarine (smør er for hårdt!)
25 g gær
2 tsk salt
1 tsk sukker
1 sammenpisket æg
Margarinen smeltes, og mælken lunes håndvarm i samme gryde. Tilsæt gær, salt og sukker. Rør mælk og mel i og tilsæt det sammenpiskede æg. Ælt dejen grundigt, og lad den hæve til dobbelt størrelse – det tager mellem 30 og 45 minutter. Slå dejen ned og læg brødet i en bageform. Rids overfladen og pensl evt. med lidt kold kaffe, som giver en fin farve. Bages ved 200 grader i 25-30 minutter. Og det skal selvfølgelig smøres med tandsmør og lækkert syltetøj, præcis som Bedste ville have gjort!
PS! Jeg bruger altid min køkkenmaskine til at røre dej med! Det er det nemmeste, men dejen skal alligevel en tur ud på køkkenbordet for at blive ordentligt æltet!!

HUSK AT JEG ALTID ØNSKER MIG OPSKRIFTER!

SEND MIG EN MAIL MED DIN YNDLINGSOPSKRIFT – OG SE DEN I KØKKENSKRIVEREN!!

0 Comments:

Post a Comment

<< Home