Køkkenskriveren

Tuesday, February 15, 2011

Køkkenskriveren for marts 2011

KØKKENSKRIVEREN ….. om mad med mere

Redaktør: Liselotte Thøgersen
E-mail: liselottethogersen@gmail.com
Blog med tidligere opskrifter:
http://kokkenskriveren.blogspot.com

Det er ikke helt almindelige tider vi lever i lige nu. De begivenheder, som vi i øjeblikket er vidne til i Mellemøsten især i Tunesien og Ægypten, er kommet ligeså overraskende som Berlinmurens fald i 1989. Man bliver ganske målløs. Man slås af beundring for disse tusindvis af mennesker, som ganske pludseligt manifesterer og protesterer mod årtiers undertrykkelse og forarmelse. Deres mod er næsten ufatteligt, og deres vilje tilsyneladende stålsat. Verden er forandret ikke mindst på grund af de nye kommunikationsmidler, som selv den værste tyran tilsyneladende ikke kan standse helt, selv om de forsøger. TV og internet har gjort det muligt for mennesker at kommunikere på tværs af landegrænser og kontinenter. Vi kan se, hvordan andre mennesker lever, og befolkningerne i fattige lande med undertrykkender og diktatoriske regimer må spørge sig selv: Hvorfor skal vi have det så ringe og være så ubeskyttede i vort eget hjemland? Vi kan håbe med den ene hånd og tro med den anden på, at disse samfund vil ændre sig og følge folkets vilje. Det sker nok ikke i morgen, i år eller til næste år. Vi selv har brugt århundreder på at nå frem til det demokratiske samfund, vi er så heldige at leve i. Det bliver spændende at følge, hvad den kommende tid bringer disse modige mennesker. Vi må i hvert fald alle håbe og ønske det bedste.

Køkkenskriveren vil gerne bringe en velfortjent hyldest til Mellemøsten på sin egen meget beskedne måde. Derfor får I et par klassiske opskrifter fra den del af verden. De stammer fra en dejlig kogebog ”Middle Eastern Cooking” af Christine Osborne, som jeg erhvervede for nogle år siden. De er værd at prøve, og så er de for resten vegetariske!!

Tabbouleh
225 g bulghur
175 g fint hakket løg
1 spsk hakket mynte
8 spsk hakket persille
2 mellemstore tomater uden skal, i små terninger
½ agurk i små terninger
Salt og peber
3 spsk olivenolie
3 spsk citronsaft
Sorte oliven til pynt
Tlbered bulghur som beskrevet på pakken. Sørg for den er velafdryppet- evt. tørret af i et viskestykke. Bland alle ingredienser i bulghuren – især skal citronsmagen være fremherskende. Spises med pitabrød, eller på helt traditionel vis i et salatblad.

* * * * *

En anden klassiker er Falafel små ”frikadeller” af bønner eller kikærter. Jeg selv bruger kikærter fra dåse, det smager helt fint, og mon ikke også børnene vil elske dem!

Falafel

450 g kikærter
6 finthakkede forårsløg
3 fed hvidløg
6 spsk fint hakket persille
1 tsk kommen-pulver
1 tsk fint hakket koriander
Salt og cayenne-peber

Kom kikærterne i blenderen eller mal dem i en morter. Det første er nemmere! Tilsæt alle andre ingredienser, og blend videre til du har en fast dej. Lad den hvile i 15 minutter, og sæt derefter dejen i køleskabet en times tid eller længere. Det gør dejen lettere at håndtere. Med våde hænder formes dejen til små flade ”frikadeller”. Opvarm ½ centimeter olie i en stor pande, steg dem ved middelvarme til de er smukt brune, vend dem ofte og læg dem til sidst på fedtsugende papir. Server straks med små citronbåde, humus og tahini-dip, som kan fås i særdeles gode udgaver i Delhaize, hvis ikke du selv vil tillave dem. De følges også fint med tabbouleh.

* * * * * *

Til sidst! Jeg har flere af jeres gode opskrifter liggende i venteposition. De skal nok komme med i Køkkenskriveren på et senere tidspunkt. Og jeg vil stadig blive MEGET GLAD for flere!! Tusind tak!

BON APPETIT OG VELBEKOMME!

0 Comments:

Post a Comment

<< Home