Køkkenskriveren for januar 2013
KØKKENSKRIVEREN ..... om mad med mere
Redaktør: Liselotte Thøgersen
E-mail: liselottethogersen@gmail.com
Blog med nogle tidligere opskrifter:
http://kokkenskriveren.blogspot.com
Lad mig begynde med at ønske alle et rigtigt glædeligt og spændende nytår 2013! Og lad mig så starte årets første Køkkenskriver med den glædelige konstatering, at det igen er blevet moderne eller ”in”, som man siger nu til dags, at spise god gammeldags mad, mormormad, som man ynder at kalde det. Tænk på alle de gode gamle retter som f.eks. frikadeller med stuvet hvidkål, stegt flæsk med persillesovs, biksemad, kogt torsk med sennepsovs, brunkål med flæsk, mørbradbøffer med bløde løg, grydestegt kylling fyldt med persille, agurkesalat, grøn salat med flødedressing, citronfromage, fløderand og rødgrød. Løber dine tænder ikke allerede i vand? Så hvorfor ikke gøre det til en vane at indføre en ugentlig eller månedlig ”god gammeldags dansk maddag”, eller hvad man nu foretrækker at kalde den. I har uden tvivl kogebøger med opskrifterne, men Internettet er også på dette felt en guldgrube. De klassiske tilberedninger findes der, men ofte dukker retterne også op i moderniserede udgaver. Prøv det!
* * * * * * *
Årets første opskrift fra min hånd er en gammeldags og lidt anderledes opskrift på stegt flæsk med vinterens rodfrugter. Jeg angiver ikke mængden af ingredienser, da det er let at tilpasse selskabets størrelse. Det smager helt fantastisk, og jeg kalder den
Farmors flæskefad
Sæt ovnen på 200 grader. Fyld en bradepande godt op med kartofler, gulerødder, selleri, løg og porrer alt udskåret i grove stykker. Der skal være flest kartofler. På med salt og peber. Ovenpå lægges flæskeskiver i et lag – igen et drys salt og peber. Dæk bradepanden med aluminiumsfolie og sæt den midt i ovnen i 30-40 minutter. Fjern folien og sæt bradepanden i ovnen igen i ca. 30 minutter til flæsket er sprødt. Vend det gerne en gang undervejs. Sæt bradepanden på bordet og nyd de herlige rodfrugter med den skønne flæskedyppelse. Lidt rødbeder, asier eller et godt stykke rugbrød kan sagtens spises til.
* * * * * * *
”Spaghetti alla Carbonara” er en af de mest klassiske og elskede pastaretter, som både børn og voksne holder af. Men hvem har tænkt på, at man kunne erstatte pastaen med kål!! Ja, kål. Jeg fandt en herlig opskrift i BBC’s flotte ”Good Food magasin”, og den er absolut værd at prøve. Retten er glimrende som tilbehør til enhver kødret.
Savoykål alla carbonara (8 personer)
1 kg savoykål i fine strimler
12 skiver bacon i små stykker
2 hvidløgsfed i tynde skiver
2,5 dl fløde
50 g revet parmesan
friskkværnet peber
Kog kålen i rigeligt letsaltet vand i 10 minutter. Hæld vandet fra og hold kålen varm. Medens kålen koger steges baconstykkerne i 7-8 minutter til de er gyldne og sprøde på en stor sauterpande. Steg hvidløgsskiverne med de sidste 3 minutter. Bland fløden og den revne parmesan samt friskkværnet peber i en skål. Hæld flødeblandingen og kålen på panden med bacon, bland herlighederne godt og lad det varme nogle få minutter inden serveringen.
Husk at jeg meget gerne modtager din yndlingsopskrift!!
Send den til mig på min mail – så kommer den garanteret i Køkkenskriveren!
0 Comments:
Post a Comment
<< Home