Køkkenskriveren

Sunday, May 24, 2009

KØKKENSKRIVEREN FOR JUNI 2009

KØKKENSKRIVEREN – OM MAD MED MERE

Redaktør: Liselotte Thøgersen

E-mail: liselottethogersen@gmail.com

Blog med tidligere opskrifter:

http://kokkenskriveren.blogspot.com

”Det er sommer, det er sol, og det er søndag” sang familien ”Far til fire” for mange år siden, og det er alle tre dele idag. Solen, denne fantastiske og for jorden livsvigtige stjerne, skinner fra en skyfri himmel fra rummet i gennemsnitlig afstand til jorden på 150 millioner kilometer ned på min matrikel i Rixensart!

Jeg har lige været ude for at tage min daglige dosis D-vitamin: 20-30 minutter med bare arme og ben i selskab med en god bog. Og meget vigtigt helt uden nogen form for solcreme, ingen faktor 10, 20 eller 50! Det er nemlig ifølge pålidelig medicinsk kilde den allerbedste måde at få dette vigtige vitamin på, og man mener faktisk også, at een af årsagerne til, at så mange lider af mangel på D-vitamin skyldes en overdreven omgang med netop solcreme.

D-vitaminet eller solskinsvitaminet får de fleste af os faktisk for lidt af. Så den daglige dosis solskin (hvis ellers vejrguderne vil!) er vigtig, fordi vi ad den vej kan oplagre D-vitamin til den mørke tid. Men det har vist sig, at det faktisk ikke er tilstrækkeligt, og da D-vitaminer kun findes i begrænset omfang i kosten anbefaler sagkundskaben, at vi alle inklusive børn indtager et kosttilskud for at få behovet dækket.

D-vitaminer er specielt vigtige for kroppens optagelse og omsætning af kalk og dermed vital for knogler, muskler og tænder. Der er divergerende meninger om, hvor mange D-vitaminer vi skal bruge, for at kroppen fungerer optimalt, så jeg kommer ikke med nogen anbefalinger , men henviser istedet til disse to internetsider: www.netdoktor.dk/vitaminer/vitamind.htm eller den lidt mindre videnskabelige www.altomkost.dk/Viden_om/Vitaminer_og_mineraler/D-vitamin.

Det er meget svært at få dækket sit D-vitamin behov via kosten alene, og kostundersøgelser viser således, at vi kun får dækket en mindre del af vores behov ad den vej. D-vitamin findes i større mængder i fede fisk, som f.eks. laks, sild, makrel eller sardiner, og i begrænset omfang i kød, ost og æg. I planteafdelingen er det kun visse svampe, som indeholder vitaminet, og endelig og ikke uvæsentlig

D-vitamin er fedtopløseligt og optages derfor bedst til et måltid, som ikke er for fedtfattigt! Så efter denne lettere videnskabelige svada får I et par spændende og fede opskrifter på D-vitaminrige retter fra det solrige Spanien!!

Fra min tapas-bog

SPANSKE STEGTE SARDINER

12 sardiner

50 g krydret mel

Til marinaden:

2 tsk hakket persille

Ca. ½ dl citronsaft

½ tsk presset hvidløg

Salt og peber

4 spsk olivenolie

Skær hoved og hale af de friske og rensede sardiner, læg dem med skindsiden opad og pres dem flade (rygbenet kan fjernes med kærlig hånd, hvis man foretrækker det). Pisk marinaden sammen og læg fileterne deri i en halv times tid. Drys mel over og ryst dem for overskydende mel. Opvarm olien godt og steg sardinerne i 2-3 minutter på hver side til de er smukt gyldne. Kan serveres med en mayonaise tilsat hakket tomat, hakket grøn pebber, hakket løg og smagt til med salt og peber. For husk D-vitaminer optages bedst med fed mad!!

Server dem lune som del af et tapas-bord eller som en forret med godt brød!

* * * * * * *

Og vi bliver i det spanske med

ASTURISK* LAKS

4 laksefileter à ca. 200 g

Salt og peber

Mel til panering

2 spsk olivenolie

2 spsk smør

75 g serrano-skinke i tynde strimler

1 ¼ dl fiskebouillon

1 ¼ tør æblecider

Krydr laksestykkerne med salt og peber og vend dem i mel. Steg laksen i ca. 5 minutter på hver side i olie og smør ved jævn varme. Tag dem af panden og hold dem varme. Steg skinkestrimlerne i olie og kog panden af med fiskebouillon og cider og lad det koge lidt ind. Server laksen overøst med saucen, og som tilbehør nye kogte kartofler og stegte tomater. Drik cider eller en let hvidvin til.

* Asturien er en Spaniens nordvestlige provinser med hovedbyen Oviedo!

HERMED ØNSKES I EN SOL- OG D-VITAMINRIG SOMMER!!

0 Comments:

Post a Comment

<< Home