Køkkenskriveren

Friday, April 07, 2006

Køkkentips i december

KØKKENSKRIVEREN..........om mad og mere godt

Redaktør Liselotte Thøgersen

Da jeg for år tilbage spurgte min mand, hvad han gerne ville have at spise juleaften, kom svaret prompte: ”Frikadeller!!” Og sådan har det været siden, ikke kun frikadeller, men altid frikadeller ved siden af anden, kalkunen eller flæskestegen. Det er blevet fast tradition. For at gøre dellerne lidt mere juleagtige, kan jeg finde på, at stege dem i smør tilsat lidt ande- eller gåsefedt, og måske skifte noget af vandet/mælken (forresten bruger jeg altid mineralvand) ud med fløde. Ekstra godt skal det jo være juleaften.

Andesteg blev det kun til et par juleaftner, for jeg var stort set den eneste, der havde lyst til at sætte tænderne i æblerne og svedskerne! Så gik vi over til andebryster, og de er alt andet lige lettere at have med at gøre, og det er jo sandelig også det, det handler om. At have god tid til sammen med familien, at gøre den store aften hyggelig, fredelig og festlig.

Og ja, hvis sandheden skal frem, så er vi faktisk gået over til farseret kalkun leveret af min lokale slagter i Rixensart, men frikadellerne de er der stadig, naturligvis!

”Alt om kost” og ”madklassen” – Fødevaredirektoratets hjemmesider

Disse to glimrende hjemmesider vil jeg gerne slå et slag for. Med tilladelse fra redaktionen vil jeg her og i kommende numre af bladet citere gode råd. Her er de to web-adresser: www.altomkost.dk og www.madklassen.dk

På siden altomkost.dk er der foruden forskningsresultater om ernæring og motion masser af information om mad og opskrifter, og man kan bede om at få tilsendt deres nyhedsbrev automatisk. Det er hurtigt læst og altid lærerigt.

Madklassen (ikke madkassen!) henvender sig til både børn og voksne med gode idéer til madpakker, quiz, tegnefilm etc. Desuden er der også gode råd til undervisning i sund levevis.

Under overskriften ”Gi’ madpakken en hånd” har Fødevaredirektoratet udarbejdet følgende 5 gode råd, et for hver finger (nyhedsbrev 26.10.05):

  • grønt eller gnavegrønt, salat eller pålæg
  • brød – helst rugbrød eller groft brød
  • pålæg – kød, ost eller æg
  • fisk – mindst en slags fiskepålæg
  • frugt – det friske og søde

Så blev vi så kloge!

Og til sidst en opskrift på en herlig TOMATSAUCE, som er lynhurtig og let at lave:

Kom følgende direkte i gryden: 1 dåse flåede og hakkede tomater, 1 tsk salt, 1 tsk sukker, 8 drej på pebberkværnen, 1 tsk tørret oregano el. basilikum, 1-2 knuste fed hvidløg, 1 spsk olivenolie, 1 spsk tomatpuré og et godt skvæt tomatketchup. Har du tørrede tomater eller friske så kom også dem i, skåret i små stykker. Altså så mange slags tomater som muligt! Lad hele herligheden koge i 20-30 minutter afhængig af, hvor tyk eller tynd saucen skal være. Den kan naturligvis tilsættes hakket stegt oksekød, og har du en rest koldt kød, så giv det en tur i blenderen og kom det i saucen, varm det hele igennem og servér! Brug sovsen til pasta, ris eller som tilbehør til kød eller fisk.

Køkkenskriveren skulle gerne blive en fast side i bladet, så har du et godt tip, en god og let opskrift eller andet, så send det til mig på min mail: liselottethogersen@yahoo.com!

0 Comments:

Post a Comment

<< Home